I vinteren 1979 finder det første møde mellem FDB og de økologiske landmænd sted i Spejlsalen på Svanholm Gods. Mødet slutter med beskeden fra brugsforeningernes frugt- og grøntchef N. J. Poulsen: ”I er ikke professionelle”.
I kølvandet på ungdomsoprøret i 1968, de første vandmiljørapporter og en voksende miljøbevidsthed generelt i samfundet, bliver stadig flere unge i løbet af 70’erne interesserede i den måde landbrug og fødevareproduktionen foregår på. Og der opstår et ønske hos flere af dem om at ændre på tingenes tilstand. Enkelte af dem er uddannede landmænd, men mange har ikke engang rødder i landbruget. Nogle er drevet af ønsket om bedre forhold og rettigheder for kvinder i landbruget, andre vil arbejde for socialistiske eller kommunistiske fælleslandbrug, mens andre igen er mest optaget af økologi. Centralt for dem alle står ønsket om et landbrug uden sprøjtegifte.
De organiserer sig i anden halvdel af 70’erne i fire jordbrugsstudiegrupper fordelt over Jylland, Fyn og Sjælland, hvor de deler erfaringer og søger viden om økologisk produktion.
– Jeg tror startskuddet på jordbrugsstudiegruppen var en sommer i Thy-Lejren, hvor nogen havde mødtes og talt om fremtidens landbrug eller giftfrit landbrug, fortæller Bo Læssøe, der er landmand, medstifter af Svanholm storkollektiv og tidligere formand for Landsforeningen Økologisk Jordbrug.
Mødet i spejlsalen
En gang om året samledes medlemmerne af jordbrugsstudiegruppen til et fællesmøde. I februar 1979 fandt det sted i Spejlsalen på Svanholm Gods, som en gruppe unge landbrugsinteresserede året før havde købt for et tocifret millionbeløb og indrettet som storkollektiv. Forud var gået diskussioner om, at det var for dårligt, at de store butikskæder ikke ville tage giftfrie grøntsager til sig. Til mødet i februar 1979 havde man derfor inviteret FDB, som møder op med en delegation på tre mand med frugt- og grøntdirektør N. J. Poulsen i spidsen.
– Vi var spejlsalen fyldt med folk, der sad på madrasser med alle mulige, mærkelige påklædninger. Og så kommer de her FDB-folk, og jeg ku’ godt se, det gik ikke. Så jeg fór ud og fandt tre stole, og så sad de deroppe, fortæller Poul Henrik Hedeboe, mens han med armen viser op mod den ene ende af Spejlsalen på Svanholm Gods anno 2020.
Interessant, men I er ikke professionelle
Poul Henrik Hedeboe var som den ene af kun to uddannede landmænd med til at starte Svanholm-kollektivet i 1978 og skulle senere op gennem 80’erne og begyndelsen af 90’erne vise sig at blive en central person for afsætningen til FDB fra de første økologiske frugt- og grøntproducenter. Han fortsætter:
– De lyttede, men efter relativt kort tid kunne de konkludere og beskeden var: ”Det er interessant, men I er ikke professionelle”. Og det var den forsamling heller ikke. Men så lavede vi aftenskoler, inviterede eksperter og formulerede dyrkningsgrundlaget og oplægget til etableringen af en landsorganisation, fortæller Poul Henrik Hedeboe.
N. J. Poulsens ord om, at det var ”interessant”, var ikke kun af høflighed. Han arbejder videre for økologisk grønt til FDB’s kunder. Sideløbende forener og stifter de økologiske landmænd i 1981 Landsforeningen Økologisk Jordbrug, og det lykkes det at blive ”professionelle” nok i FDB’s øjne til, at de første økologiske varer samme år finder vej til Brugsernes hylder.