Ulrich Kern-Hansen bliver uddannet biolog på den første årgang af, hvad der dengang hed Miljøkontrollinjen på Københavns Universitet, med økologi som hovedfag, og fik i 1976 arbejde hos Miljøstyrelsens Ferskvandsbiologiske Laboratorium i Silkeborg. I disse år kommer de første store miljøundersøgelser, og det bliver en øjenåbner for mange, da Gudenå-undersøgelsen 1972-1975 viser, at landbruget står for tre fjerdedele af kvælstofudvaskningen til Gudenåsystemet.
– I Miljøstyrelsens system var man mest optaget af, hvilke begrænsninger, man kunne sætte på landbruget, og da jeg sidder der som ung biolog og bliver bekendt med tankerne om et mere miljøvenligt og bæredygtigt landbrug – det som kom til at hedde økologisk landbrug, så kunne jeg ikke forstå, at man i Miljøstyrelsen ikke også tænkte i de baner. Og det bliver mit afsæt til, at jeg selv flytter på landet i 1980, køber en ejendom og begynder at praktisere økologisk jordbrug. For hvis de ikke vil høre, så må de jo se, fortæller Ulrich Kern-Hansen, der dog måtte erkende, at evnerne som landmand ikke var at prale af for den unge biolog.
Grise blev indgangsvinkel til udvikling af økologisk landbrug
På gården, der ligger i et bølgeformet bakkedrag ved en ådal lidt udenfor Silkeborg, får Ulrich i 1989 hjælp af den nyuddannede, økologiske landmand, Fie Graugaard, der sammen med sin datter og skurvogn flytter til gården. Ulrich og Fie bliver partnere på alle måder, og snart bliver grisene deres indgangsvinkel til udvikling af økologisk landbrug.
– Ulrich var ved at skrive en bog om økologisk landbrug i Danmark, og da han nåede til afsnittet om svin, så var der ikke rigtig nogen af os, der vidste noget. Så vi begyndte at undersøge, hvad der fandtes af viden. Der var lidt erfaringer fra England, hvor der var startet en frilandsproduktion, og vi kunne jo læse os frem til, hvor intelligente grisene er, og hvor mangfoldig adfærd er. Så hævede Ulrich sin pensionsopsparing, og så fik jeg nogle grise og nogle hytter, og så gik vi i gang med at eksperimentere med, hvordan et system for økologiske frilandsgrise skulle indrettes, fortæller Fie Graugaard.
Grisene og hytterne på gården blev senere udvidet med et slagteri, og Fie og Ulrich stifter sammen Hanegal, hvis postejer, pølser, færdigretter mm., som langt de fleste danskere har lært at kende. I 1997 bliver deres arbejde med økologisk svineproduktion hædret, da Fie modtager Antoniusprisen. Formanden for Antonius Priskomiteen, Peter Sandøe, udtaler:
“Fie Graugaard får prisen for at have etableret en økologisk svineproduktion, hvor der i alle led af produktionen tages udstrakt hensyn til grisenes velfærd.”
I dag har Fie og Ulrich stadig 25 procent af aktierne i Hanegal, men har trukket sig ud af den daglige drift, og bruger i stedet en stor del af deres energi på deres nye virksomhed, Organic Plant Protein, som producerer økologiske, vegetabilske fødevarer som alternativer til kød. En produktion, der ironisk nok foregår i faciliteter, som oprindeligt blev bygget til at huse ”Månegrise”.